Der er blevet udført saltsydning på Læsø gennem mange hundrede år, og op gennem middelalderen udgjorde saltsydningen fundamentet i øens økonomi. Sydningen blev systematiseret og til sidst havde den et omfang og en effektivitet, der senere har fået historikere og arkæologer til at beskrive den som en industrialiseret proces. Fx fortæller historiske kilder, at øen i 1481 leverede ca. 36 tons salt tre gange om året. Det krævede imidlertid en konstant tilførsel af brændsel i form af træ for at holde sydningen på et sådant niveau, og gradvist blev øen praktisk talt ryddet for skovområder; omkring midten af 1600-tallet var øen således næsten helt uden skovvækst. Derfor blev saltsydningen forbudt ved lov, og i begyndelsen af 1900-tallet blev der iværksat en omfattende genbeplantning.